Afløsning 1. udgave

Afløsning (1993) er en trist og morsom roman om forgængelighed og ensomme mænd, som forestiller sig “det liv, der kunne have været, og det liv, der var, men var så lidt, at det næsten ikke var”, som Mikkel Thykier skriver i sit efterord.

I alt er der femten forløb i romanen. En gammel, sengeliggende mand; en dreng, der tænker på sin operation; en lidt ældre dreng, der er gået hjemmefra; en nattevagt, som går sin runde og væmmes over sin egen stemme (“en grufuld stemme, et uudholdeligt, skærende hvin, en sav, et nedstrygerblad, som snitter gennem bevidstheden på den, der lytter”), mens han længes efter kvinden, han elsker; en ung mand, der vågner med tømmermænd, vækker sig selv med en øl og ringer til en kvinde, der afviser ham; en aldrende motionist, hvis foragt for ikkemotionerende svæklinge (“hvis nogen bare havde rystet dem vågne, knækket deres cigaretter, hældt sprutten ud, smidt den rådne mad ud, jaget dem ud i skoven, til motion, motion og atter motion, og råkost”) modsvares af kærligheden til en afdød hund. Sådan afløser de hinanden, alle disse mænd af forskellig alder, fyldt med tab og savn og spildt liv.

Bogen er den indflydelsesrige norske forfatter Tor Ulvens eneste roman, men det er langtfra en traditionel roman med ét handlingsforløb. Det er en fragmenteret roman, hvor det ene forløb næsten umærkeligt afløses af det næste, og trøstesløse tankebaner glider over i eksakt beskrevne synsindtryk og tilbage i trøstesløse tankebaner. Sammen formes de tilbagevendende temaer til en mangestemmig fuga, hvor den ydre virkelighed og det indre liv spiller sammen, og de enkelte skæbner bliver til variationer over længsel og angst, tristesse og tab, men også med en beckettsk humor i den menneskelige tragikomedie.

Afløsning er den første bog af Tor Ulven, der er oversat til dansk, siden Christina Hesselholdts oversættelse af Gravgaver betog anmelderne i 2002.

Tor Ulven (1953-1995), norsk forfatter, ­essayist og oversætter. Den unge Tor Ulven arbejdede på byggepladser, bl.a. som kranfører, og deltog ved ­World Surrealist Exhibition i 1976. Senere forlod han surrealismen til fordel for en »for­dybelsens æstetik«, der nøje registrerer alt fra hver­dags­fænomener til hændelser i geologisk tid. Hans tilbagetrukne livsførelse – i perioder forlod han ikke barndomshjemmet, hvor han boede indtil sin død – forhindrede ham ikke i at blive en helt central figur i nyere norsk litteratur. Tor Ulven tog sit eget liv i en alder af 41 år.