Lily Allen | Reissues på krystalklar vinyl

Fødslen af et indie-popikon: "Alright, Still" (2006)

Debutalbummet fra Lily Allen, "Alright, Still", landede som en livlig cocktail af jamaicansk ska, reggae og hiphop – alt sammen filtreret gennem en vittig og observerende Londoners linse. Anført af hitliste-topperen "Smile" og den solbeskinnede "LDN" blev albummet en massiv kommerciel succes, certificeret firdobbelt platin i Storbritannien og med over 2,6 millioner solgte eksemplarer på verdensplan. Dengang hyldede kritikerne hende som en original skikkelse og roste den samtalende, mørke humor i hendes tekster.

"Alright, Still" står i dag som en grundpille i den britiske kultur i midten af 00'erne. Sammen med Amy Winehouses "Back to Black" og Adeles "19" betragtes det som en del af en trifecta af unikke kvindestemmer, der definerede en lydmæssig æra. Det er en moderne klassiker, der er elsket for sin luftige "summer fling"-energi, som maskerer en skarpere og mere kynisk kant.

Slibning af kanten: "It's Not Me, It's You" (2009)

Efter en periode med intens mediebevågenhed i de britiske tabloider vendte Allen tilbage med "It's Not Me, It's You" – en plade, der udskiftede debutens organiske blæsere med en strømlinet, synth-tung elektropop-lyd. Albummet var produceret af Greg Kurstin og debuterede som nummer ét i både Storbritannien og Australien. Det affødte globale hits som "The Fear" – en bidende kritik af forbrugerisme og berømmelse – og den kontroversielle "Fuck You". Pladen var et mere modent værk, der tacklede emner som religion, stofkultur og samfundsmæssig dobbeltmoral. Det bliver ofte fremhævet af fans som Allens mest helstøbte værk til dato og var albummet, der beviste, at Allen var meget mere end blot et "MySpace-fænomen".

Identitetskrisen: "Sheezus" (2014)

Efter en femårig pause for at fokusere på sit privatliv udgav Allen "Sheezus" i 2014. Selvom det debuterede som nummer ét i Storbritannien, fik albummet en mere polariseret modtagelse. Med en blanding af bubblegum-pop og satirisk R&B var numre som "Hard Out Here" tænkt som feministiske kritikker, men de udløste intens offentlig debat og Twitter-fejder. Allen har siden set tilbage på denne periode som en tid, hvor hun følte sig "fortabt", og hun har indrømmet, at hun lod pladeselskabet kommercialisere hendes ærlighed på en måde, der føltes uautentisk. Selvom Allen selv har været kritisk over for projektet, finder nutidige genanmeldelser ofte "mesterværker" på tracklisten, såsom titelnummeret og "Air Balloon", og bemærker, at hendes talent for en "killer tune" forblev intakt, selv i hendes mest kommercielle æra.

Det rå mesterværk: "No Shame" (2018)

Med en tilbagevenden til sine indie-rødder var "No Shame" en markant afvigelse fra forgængerens maksimalistiske pop. Albummet var en intim og afdæmpet udforskning af skilsmisse, stofmisbrug og mødre-skyld; et modspil til tabloidaviserne, hvor Allen tog fuldt ejerskab over sin egen fortælling. Selvom det ikke nåede de samme hitliste-højder som hendes tidligere værker, blev det mødt med bred kritikerros og modtog en nominering til Mercury Prize. Mange kritikere og fans betragter nu "No Shame" som Allens sande mesterværk.