N.J. Frænckels Alderdomshjem 1. udgave

Da Willum igen kom ned i stuen, var det med en følelse af at have sovet som en gammel fabrik, hvis produktion havde været lukket ned i årevis. Hans øjne var hævede og blikket tåget som et fedtet forsatsvindue. En kongeørn kunne uden problemer have brugt hans hår som rede og sikkert også have udklækket en hel del unger dér uden på noget tidspunkt at lægge mærke til, at den faktisk lå oven på noget, som bevægede sig med omkring fem kilometer i timen, (og Willum for den sag skyld ville sandsynligvis heller ikke selv have bemærket ørnen eller dens rede i sin nuværende tilstand). Han havde det som om, han lige havde været igennem sin egen fødsel, og at en 27 tons bulldozer havde strøget hans skjorte, mens han havde den på...