Verden ifølge Guf

“Da jeg var lille, drømte jeg om at blive gårdmand. Jeg ville kun være storbonde, ha’ en stor gård og alt det der pis. Man ser jo ikke andet, når man bor i en familie, der kommer sammen med de store. Med proprietærerne og sådan nogen. Dengang var præster noget højrøvede. Tjah, det er de sgu stadig.”

For over 30 år siden flyttede Guf ud i en mose mellem Holstebro og Skive, tæt ved Sevel og Mogenstrup. I begyndelsen boede han i en campingvogn, som snart blev skiftet ud med en udtjent bus beregnet til et halvt hundrede passagerer.

I en alder af godt 80 år ser Guf tilbage på sit liv. På børnehjemmet, der snart afløste livet i præstegården, da præsten – adoptivfaderen – med hustru nummer to fik biologiske børn. På skibsarbejdet rundt omkring på alverdens have. På fiskeriet ved hovedstaden. På det at bide hovedet af kryb, spise mågeæg og egern. Og på

meget mere.

Guf nægter at være bitter. Og han holder fast i, at alt, hvad han siger, er sandt.

Gennem to år har vi fulgt eneboeren i mosen. Vi har oplevet hverdagen og forsøgt at få et indblik i, hvad der fik en mand midtvejs i livet til at vende civilisationen