Ibrahim Electric - "TIME MACHINE"

Der stod mindre på nodearkene end vanligt, da medlemmerne af Ibrahim Electric gik i studiet for at skabe energi og dynamik i materialet til deres nye udspil, albummet Time Machine. Bortset fra den fortrolighed, der opstår gennem næsten et par årtiers intenst samspil, var forberedelserne få. Nærmest ikke eksisterende. Normalt øver vi meget op til en pladeindspilning. Her ville vi prøve noget nyt. Ideen var, at vi ikke skulle bruge en masse tid på at øve, men blot mødes og i høj grad jamme musikken frem, siger Niclas Knudsen. Præmisserne var nogle andre end dem, vi plejer at gå i studiet med. Der var skrevet et enkelt tema, en skitse, til nogle af numrene, men det skete også, at vi blot spillede - uden et tema, uden noget som helst. Det kan vi, fordi vi kender hinanden så godt. Og det kom med på pladen, siger Jeppe Tuxen. Vi ved, hvordan vi påvirker hinanden. Når Jeppe spiller noget bestemt, ved jeg, hvor han vil hen, og jeg kan reagere på det. Niclas kender på samme måde mit spil, vi skal bare trykke på nogle knapper, så er alle med. Det er fantastisk, sådan har jeg det ikke i andre bands. Det er som et musikalsk ægteskab, siger Stefan Pasborg. Pladens ti numre blev til over to omgange i Thomas Vangs studie ’The Village’ udfra oplæg, temastumper og skitser som de hver især har bidraget med, og som blev færdiggjort i fællesskab. Ibrahim Electric er en sammensvejset, musikalsk enhed. En ‘unit’, hvis varemærke er bl.a. en medrivende energi og et sikkert groove. Ibrahim Electric er guitaristen Niclas Knudsen (født 1972), Jeppe Tuxen (født 1979) på et B3 Hammond Orgel og trommeslageren Stefan Pasborg (født 1974), der i 2002 indskrev de to andre til sin afgangskoncert på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Jeppe Tuxen: - Det faldt os utroligt let. Tingene faldt i hak. Vi fandt den energi, vi har spillet på siden.

Kimen var lagt, og året efter blev der sat navn på. Ibrahim Electric er tre musikere, der - siger de - er nået om på den anden side af de verbale udladninger, der følger af tre temperamenters møde i musikken og et samliv på bl.a. de mange lange, succesrige turneer til koncertscener i ikke bare det ganske Europa, men også Canada, Brasilien, USA, Afrika, Kina og Korea …. Drivkraften er den synergi, der opstår af en gensidig spilleglæde. De skaber ikke musik, man putter sig til i stearinlysets skær. Det er ikke banal baggrundsmusik. Det er musik, der er gearet til at blive spillet højt. En smeltedigel og musikalsk gryderet. Der er sat mange ord på Ibrahim Electrics musik. De fælles, musikalske referencer er talrige. Med en ‘Time Machine’ kunne gruppen bevæge sig gennem tiden til musikalske helte, skiftende inspirationskilder og kærligheden til 1960ernes orgel-funk: Jimmy McGriff, Jack McDuff, Jimmy Smith og trommeslageren Idris Muhammad. Breder man bagkataloget ud, finder man The Doors, Fela Kuti, Jimi Hendrix, surf, punk, jazz, soul, cubansk, indisk … Nummeret ‘Highlander 74’ på gruppens nye album, der er deres første studie-album i 6 år, sender en hilsen til italienske Enrico Morricones filmmusik. Nummeret ‘Cowboyman’ er lagt an som en lidt rock’n’roll-agtig-surf-sag. I begge kan man spore den humor og selvironi, der også er en del af gruppens tilgang til musikken. Den skal tages alvorligt, men alle tilløb til selvhøjtidelighed punkteres. Vi fanger, som lyttere, måske ikke lige, at de undervejs diverterer med polyrytmik og skalaer fra eksotiske lande, og at de hver især er nogle mesterlige musikere. Det er ikke det væsentligste for Ibrahim Electric. Det er ikke det, der definerer deres greb om musikken og publikum. Det er energien og den sammenflettede musikalitet, der gør, at ingen af dem kan erstattes. Det er ikke et band, der kan tilbyde vikariater. Der er ikke plads til afløsere. Sæt en anden i Stefan Pasborgs eller Jeppe Tuxens stol, overlad guitaren til en anden end Niclas Knudsen: Det vil ikke længere lyde som Ibrahim Electric.