Alan Sparhawk | White Roses, My God

Alan Sparhawk er hovedsageligt kendt som den ene del af duoen, Low, der gennem årtier har leveret enestående slowcore, og som i deres sidste fem års tid besad en næsten ubegribelig kreativ rus og udgav to af deres stærkeste og mest genrevridende albums til dato, "Double Negative" og "Hey What!". Det blev desværre også duoens sidste to albums, da den anden halvdel af duoen, Mimi Parker - både Alans ægtefælle og kreative sparringspartner - gik bort efter et hårdt kræftforløb. En kvinde med en enestående, sart stemme, og en afgørende del af, hvad Low stod for. Derfor er Low også lagt på hylden. Men det er musikken ikke.

På sit nye album i eget navn afsøger Alan Sparhawk fortsat nye musikalske afkroge. Han er en rastløs musikalsk sjæl, og det kan hans fans heldigvis nyde frugterne af. Albummet blev til i en proces, der kan synes kaotisk. Via improviseret leg med især synths, som ikke er et instrument han naturligt har beskæftiget sig meget med gennem årene. Men de improviserede eksperimenter begyndte langsomt at tage form, som om reelle sangstrukturer helt naturligt pressede sig på og måtte komme ud. Alan beskriver selv "White Roses, My God" som en eksorcisme, der ikke søger at forvise ånden men i stedet at sætte den fri.

"White Roses, My God" føles på mange måder som et hårdt opgør med fortiden. En debut, næsten. Og så alligevel fornægter tre årtiers erfaringer sig ikke. Nok bryder Alan musikalske grænser og søger væk fra gængse stier, men man er aldrig i tvivl om, at det er den rette vej for ham.