Lykke Li | The Afterparty
Det svenske indiepop-vidunder Lykke Li har officielt annonceret sit sjette studiealbum, "The Afterparty".
Fire år efter den intime og lo-fi-prægede udgivelse "EYEYE" markerer den nye plade et skift for Li, der bevæger sig fra "kærlighedsafhængighed" og ind i det, hun selv beskriver som sin eksistentielle æra. Albummet er skrevet i Los Angeles og indspillet i Stockholm med et 17-mand stort strygerorkester. Det er en filmisk rejse gennem natten, der transformerer følelsen af håbløshed til en form for hævnfejring. En konfrontation med dødelighed, hedonisme og forgængelighed.
Musikalsk bevæger "The Afterparty" sig væk fra minimalismen i hendes tidligere værker mod en maksimalistisk poplyd med apokalyptiske bongo-trommer, iørefaldende omkvæd og kaskader af disco-strygere – perfekt eksemplificeret ved førstesinglen "Lucky Again", som sampler Max Richters nyfortolkning af Vivaldis De Fire Årstider.
Vinyludgaverne af albummet indeholder et flot 20-siders indstik.
En definerende musikalsk arkitekst bag moderne alt-pop
Lykke Li har brugt næsten to årtier som en hjørnesten i det globale indie-poplandskab og har etableret en diskografi defineret af følelsesmæssig råhed og lydmæssig genopfindelse. Siden hendes fremkomst i slutningen af 00'erne har den svenske sangskriver og sangerinde omgået de flygtige tendenser i mainstream-radioen for at dyrke en lyd, der er både avantgarde og dybt relaterbar. Hun har løbende formået at bygge bro mellem konceptuel kunst og sårbar pop og har dermed påvirket en generation af artister, der prioriterer atmosfære og æstetisk præcision over traditionelle genregrænser. Ved konsekvent at centrere sit arbejde omkring den "eksistentielle" dybde i den menneskelige erfaring, har hun forvandlet den moderne melankoli til en hyldet kunstform.
Fra indie-gennembrud til globalt ikon
Banen for Lykke Lis karriere er markeret af en række skelsættende udgivelser, der har redefineret forventningerne til svensk popeksport. Hendes debut fra 2008, "Youth Novels", introducerede en finurlig, minimalistisk percussionsstil og en "puddersukker-vokal", der straks fangede de internationale kritikeres opmærksomhed. Det var dog hendes andet album, "Wounded Rhymes", der cementerede hendes status som en global sværvægter. Med de tordnende, tribale rytmer på "Get Some" og hitliste-baskeren "I Follow Rivers", blev albummet en kulturel milepæl. Sidstnævnte nummer, især gennem de forskellige remixes, dominerede de europæiske ætermasser og står stadig som et definerende element i 2010'ernes alternative popkultur.