Aphex Twin | Druqks (25th Anniversary Reissue)

Da Aphex Twins femte studiealbum Drukqs (stiliseret som drukqs) udkom i oktober 2001, cementerede det sig som et af elektronisk musiks mest kompromisløse, polariserende og i sidste ende mest indflydelsesrige dobbeltalbum. Med 30 numre fordelt over 100 minutter står det stadig som det mest markante kreative vendepunkt i Richard D. James' karriere.

Ved udgivelsen blev Drukqs mødt af stærkt delte anmeldelser. Kritikere, der havde forventet endnu en stramt komponeret elektronisk udgivelse i forlængelse af Richard D. James Album fra 1996 eller de ikoniske singler "Come to Daddy" og "Windowlicker", blev overrumplede af albummets omfang og uforudsigelige opbygning. Medier som Pitchfork og PopMatters mente, at James gentog sig selv, og beskrev de hektiske "drill 'n' bass"-sekvenser som en gentagelse af slut-90'ernes stil, mens andre kritiserede kontrasten mellem de ultrahurtige breakbeat-numre på over 180 BPM og de skrøbelige, minimalistiske klaverstykker. Albummets længde blev af nogle afvist som en ufiltreret og kaotisk samling af idéer – en opfattelse, der blev forstærket af rygter om, at James fremskyndede udgivelsen efter ved et uheld at have glemt et USB-drev med hundredvis af uudgivne optagelser på et fly.

Med tiden er Drukqs dog blevet anerkendt som et mesterværk af kompromisløs innovation, hvor James nægtede at vælge mellem de to sider af sit kunstneriske udtryk. Numre som "Vordhosbn", "Cock/Ver10" og "Ziggomatic 17" løftede digital beatprogrammering til et niveau, der føltes mange år forud for sin tid, med ekstremt komplekse rytmer, mikrosamples, dyb bas og synthlinjer skabt med specialudviklet software og tracker-programmer. Samtidig rummer albummet intime akustiske kompositioner skrevet til Yamaha Disklavier-klaver og preparerede klaverer. Inspireret af John Cage og Erik Satie placerede James genstande mellem klaverets strenge, så instrumentets mekaniske lyde blev en del af musikken og skabte en unik forbindelse mellem maskine og menneskelig fremførelse.

I dag regnes Drukqs blandt højdepunkterne inden for IDM og moderne eksperimenterende komposition. Det, der i 2001 blev opfattet som fragmenteret og ujævnt, hyldes nu som et dybt medrivende og surrealistisk lydunivers, hvor voldsom energi og skrøbelig skønhed eksisterer side om side. Albummet fungerer samtidig som kulminationen på Aphex Twins legendariske 1990'er-periode, hvor elementer fra Selected Ambient Works, de kaotiske breakcore-udgivelser og hans klassiske melodiske sans samles og skubbes til det yderste, inden den 13 år lange albumpause frem mod Syro i 2014.

Selvom Drukqs blev skabt som et monumentalt eksperiment, blev albummets mest uventede succes det blot to minutter lange klaverstykke "Avril 14th". Indspillet på et Disklavier-klaver udviklede den enkle og melankolske melodi sig stille og roligt til et af moderne musiks mest genkendelige instrumentale værker. Nummeret fik fornyet opmærksomhed gennem film som Sofia Coppolas Marie Antoinette og Spike Jonzes Her, inden det for alvor nåede et bredt publikum, da Kanye West samplede det på "Blame Game" fra My Beautiful Dark Twisted Fantasy i 2010. Siden har "Avril 14th" opnået hundredvis af millioner af afspilninger på streamingtjenester og er blevet et fast soundtrack til stemningsfulde videoer, melankolske klip og klaverfortolkninger på TikTok og Instagram Reels – og har samtidig introduceret en helt ny generation af lyttere til det komplekse album, det stammer fra.