Cate Le Bon

Michaelangelo Dying Cate Le Bon

Skabt ud fra rendyrket følelse, overtog 'Michelangelo Dying' - Cate Le Bons syvende album - det værk, hun troede, hun var i gang med at lave. Et produkt af altopslugende hjertesorg, hvor hendes følelser overskyggede hendes modvilje mod at skrive et album om kærlighed, og i processen blev det en form for eksorcisme. Resultatet er et vidunderligt iriserende forsøg på at fotografere et sår, før det heler, men som samtidig piller i det.

Musikalsk er albummet en videreudvikling og udvidelse af et lydunivers - en maskine med et hjerte - som har taget form over hendes to foregående plader ('Reward' fra 2019 og 'Pompeii' fra 2022), hvor Le Bon i stigende grad selv har taget kontrol over både indspilning og produktion. Når guitarer og saxofoner sendes gennem pedaler, og percussion og vokaler filtreres, opstår en iriserende, grøn og silkeblød lyd med glimt af kunstneriske enere som David Bowie, Nico, John McGeoch og Laurie Anderson, der dukker op og forsvinder under overfladen.

Det, vi står tilbage med, er en evigt foranderlig, sammenhængende størrelse. En slags sangcyklus. Hver iteration spejler og udvikler den forrige, “hver en splint af det samme knuste spejl”. Skiftende, glimtende, skjulende og afslørende, alt efter hvordan lyset rammer. Til sidst, siger Cate, er der “ingen åbenbaringer. Ingen konklusioner. Der er ingen mening. Der er gentagelse og kaos. Jeg tillod mig til sidst en tom sindstilstand for at opleve det uden modstand og uden at lede efter mening eller orden i det.”

Et studie i livets, kærlighedens og menneskets umiddelbare fysikalitet - for både lytter og kunstner. 'Michelangelo Dying' kender følelsen af at holde, blive holdt og af at være ubeskriveligt, dybt alene. “Figurerne er udskiftelige,” konkluderer Cate, “men i sidste ende er det mig, der møder mig selv.”