Decameron

LARS LILHOLT OM DET NYE ALBUM DECAMERON:

Under pesten i Firenze i 1348 flygtede syv unge damer og tre unge mænd ud af byen og skjulte sig på et landsted. Her fordrev de tiden under isolationen med at fortælle en historie hver dag i den tid opholdet varede, inden de kunne vende tilbage til hverdagen. Det er temaet i Boccacios hovedværk "Decameron" der udkom i 1353. Sekshundrede år før jeg blev født.

Uden sammenligning øvrigt sad jeg isoleret med min hustru i tre måneder under nedlukningen af Danmark fra 11. marts 2020 og fremad. Hver dag gik min hustru i haven for at dyrke grøntsager, og da jeg absolut ikke er havemand, gik jeg i stedet op på førstesalen i mit hus hvor jeg har et lille studie, mit værksted som jeg kalder det. Her sad jeg hver morgen og stirrede på et stykke tomt nodepapir, en stemt Martinguitar og en kampklar computer, mens dagene blev lysere og lysere. De mange historier jeg endte med at fortælle mig selv, og da min metier er musikken, de mange melodier der fløj gennem mit hoved, samlede jeg i et dokument på Mac'en under titlen Decameron.

Teksterne stammer alle fra min hånd. Nogle melodier er mine egne, andre stammer fra min bror, en fra min søn, en fra min pianomand og en enkelt er en gammel traditionel melodi.

Da smitten i løbet af sommeren havde sluppet lidt af sit i tag, for dog at vende tilbage senere på året, kunne jeg samle mit orkester, under behørig afstand. Jeg fremlagde de tyve sange det var blevet til og vi spillede os frem til elleve som ville kunne danne en helhed, et album. Arbejdstitlen blev Decameron, i forventning om jeg senere ville komme på en mere rammende dansk titel.

I august mødtes vi i Studio Comunale i Skanderborg og spillede sangene ind. Jeg brugte så efteråret på at nørkle og nulre indspilningerne færdig sammen med producerne Zahle og pianomanden Kristian Fogh.

Selvom det er et stort fælles projekt i bestræbelserne på at få orkestret igennem epidemien med gejsten i behold, er teksterne mere personlige end nogensinde. Tættere på.

Der er fortællingen om en cafe i Jerusalem, jeg frekventerede som ung rygsækrejsende med langt lyst hår og tør tjaldet hoste. Der er en sang til min afdøde musikalske far, minder om mine bedsteforældre fra Aalborg, faderlige råd til mine børn, en blufærdig beskrivelse af den aftenbøn jeg beder når jeg går til ro, en malerisk liderlig Faustmyte på en traditionel melodi, en hyldest til min ven Shaka Loveless, en underlig drøm, fra engang jeg faldt i søvn på Glyptoteket, og i drømmen forelsker mig i dødsguden Anubis i skikkelse af vistnok en kvinde, og endelig en fabulerende morgensang med titlen Under brostenene ligger stranden. Sous les pavés, la plage, som de skrev på murene i Paris i 1968 .

Decameron var arbejdstitlen. Jeg fandt aldrig en dansk titel, så nu døber jeg albummet Decameron, hvor c'et skal udtales som k, i forvisning om at det med tiden vil fylde navnet ud. Ligesom vi andre også har fyldt vores navne ud, og de 15 andre studiealbums jeg har udgivet i eget navn har gjort. Disse albums ligger, som energibomber og tidslommer fra mit liv, mellem de over 37 udgivelser det er blevet til, siden jeg første gang var i et pladestudie som 22 årig i 1975.